“Se – min rigtige far”

 

---

---

“Hvad du ønsker mest, finder du dér, hvor du mindst har lyst til at kigge”

Jeg var stille i bilen på vejen ned til min far – til et møde jeg havde ventet på i 36 år. Men inden i mig dundrede spørgsmål for fuldt tryk.

Det var de samme spørgsmål, som jeg har kendt fra jeg var lille:

Hvad nu, hvis han ikke kan lide mig ?

Hvad nu, hvis ikke er god nok ?

Hvad nu, hvis han er skuffet over, at jeg ikke er blevet til noget ?

Eller hvis nu han er vred over min tid i rockermiljøet ?

Vreden ventede hele tiden i udkanten af mit sind, min gamle ven, altid klar til at træde til og kaste et beskyttende slør over mine sande følelser.

Følelsen af utilstrækkelighed ved at blive fravalgt, følelsen af ikke at være god nok til at blive elsket af sin far.

Det gør ondt.

Så er det meget lettere at være vred, men i det lange løb bliver vreden for tung at bære på, på en særligt måde akkumulerer den over tid.

Da jeg parkerede bilen i indkørslen til hans hus, havde jeg lyst til at køre igen, og min kæreste måtte have kunne se det på mig – for meget resolut sagde hun””:

“Skat ! Hey – nu gør vi det her – kom”

Jeg vil altid elske hende for det

Og så hoppede hun ud af bilen, skridtede rundt om den, tog mig i hånden, og forrest gik hun målrettet op til hoveddøren, med den 7 årige dreng i hånden, og ringede på.

Imens følte jeg, ubehageligt bevidst om, at lige om lidt ville døren helt dialektisk foretage en åbnende bevægelse, samtidig med at den rummede muligheden for – at den lukkede for fremtiden.

Jeg følte mig, som et barn igen.

Årene havde ændret mit udseende, men ikke mine følelser.

Jeg var virkelig bange for, helt blottet med sårbarheden og hjertet i fremstrakte børnehænder – at blive vejet og mål, og fundet for let.

Jeg var rædselsslagen for at blive vraget igen – så vreden kæmpede automatisk for at få sin vanlige plads – for det er så let at være vred i stedet for alt andet.

Men vreden var netop en af årsagerne til, at jeg for to dage siden stod halvt i skjul bag min kæreste, foran min fars hoveddør…

Hele mit liv har vreden fungeret som en energikilde – den har været fantastisk i, hvad der føles som en endeløs række af kampe, fordi jeg hele tiden rejste mig, efter at være gået til tælling.

Uden at støtte mig til nogen, kunne jeg klare mig igennem alt hvad jeg mødte – det gjorde mig i mange henseender usårlig, ved at maskerere alle mine sårbarheder – og det gjorde mig for alvor sårbar og forgiftede min sjæl.

Det gjorde, at jeg holdte alle folk på afstand.

Det gjorde, at jeg aldrig lod folk hjælpe mig – eller for alvor komme tæt på, så de kunne såre mig…

Så de kunne veje, måle, finde mig for let – og. vrage mig.

Det gjorde mig afsindigt ensom…

Denne forfærdelige evigt enerverende følelse af at banke ude af takt med verden – og til stadighed at bevæge mig igennem denne, i skyggerne.

Det fungerede rigtig godt for mig i rockermiljøet, og derfor brugte jeg størstedelen af mit liv der – men jeg lever ikke i den verden mere.

Og det kan jeg fortsat mærke idag.

Jeg forstod intuitivt, min krop længe før mit sind, at hvad der var med til at føre mig ind i miljøet – kunne være med til heale mine ar og skabe en tilværelse igen.

Men for at finde det, måtte jeg kigge lige præcis dét sted, hvor jeg havde aller mindst lyst.

Der, hvor det gjorde mest ondt.

Der, hvor jeg var mest sårbar.

Alle disse ting fór igennem mit hoved, imens lyden af ringeklokken trak tiden ud i det uendelige, og mest af alt, fik mig til at tænke på lyden af en fanfare, der blæser til krig…

But that was it.

Den blæste ikke til krig.

Jeg var der netop, fordi jeg var træt af, altid at være i krig med verden, og allermest, af at være i krig med mig selv.

Enten ville døren åbne og lukke samtidig –
med alt hvad det ville medføre, og det var skræmmende.

Ellers ville den åbne, min far ville lukke mig ind i sit hjem og sit liv, og jeg ville endelig kunne lukke ham ind i mit – og give slip på vreden – med alt hvad det ville medføre, og det var på sin måde endnu mere skræmmende…

Ringeklokken stoppede endelige sin tordnende kimen, døren gik op…

Min far stod i døråbningen.

Rikke som stod forrest, tog teten, krammede ham og sagde hej…

Dernæst krammede min far mig, sagde:

“Velkommen sønnike”

og lukkede mit ind i sit hjem – og sit liv.

Jeg er 36 år gammel – og jeg har fundet min far – det her er ham ♥️

Jeg tager mig selv i, at føle en næsten barnlig stolthed over at have en far – altså en rigtig far…

Min rigtige far.