
Det er efterhånden sjældent, at jeg påtager mig familieretlige sager (skilsmissesager med børn involveret), men det sker i ny og næ, hvis det giver mening ift. et eksisterende klientforløb, eller hvis jeg vurderer, at jeg relativt hurtigt ville kunne bidrage til at binde den hårknude op, som disse sager stort set altid havner i. Og det er SÅ opslidende for ikke alene klienten og dennes pårørende, men særligt for de børn hvis mantra alle messer – men ingen gør: “Vi skal tage hensyn til barnet tarv” Jeg tænker disse tanker nu, fordi jeg om lidt afleverer Bella (hun sover stadig) til sin mor og søster, og så holder de sommerferie i 3-4 uger, inden pigerne igen kommer på 1 uges...