
Jeg nyder sommerferien med min lille familie og alle vovserne, og tager mig selv i at tænke, hvor heldig jeg i virkeligheden er. Jeg må, lige som alle andre, fortsat kæmpe mine kampe, det er en del af spillet, men bare det at jeg har disse kampe at kæmpe – er jeg taknemmelig for. Jeg har familiemedlemmer, som afsoner double digits domme imens deres børn vokser op uden dem – en forfærdelig skæbne for alle involverede parter, som jeg vil ønske for ingen. Jeg er glad for arten af mine kampe, den er af den type, som knytter sig til et (relativt) almindeligt civil liv: Jeg får lov til at kæmpe mod markedskræfterne ifbm. at bygge succesfulde virksomheder – men...