Når livet gør ondt

Jeg faldt over det her (sort / hvid) billede fra 2018.

Der er 4 år imellem dem – og hold nu op, hvor ser jeg slidt ud.

Da billedet blev taget, prøvede jeg desperat at holde sammen på en verden, som var ved at styrte i grus.

Jeg havde ikke set Bella i næsten 1 år, og kæmpede en kamp imod hele det familieretlige system for at sikre, at både hendes og Ileannas ret til at have deres far i deres liv – blev respekteret.

Det var en brutal oplevelse.

Ubetinget det værste jeg har prøvet.

Jeg gik konkurs med det ene firma, måtte sælge begge biler og cyklede rundt hvor jeg kunne, for at have råd til advokatregninger. Det endte med at koste 400.000kr i salærer, inden jeg fik min sidste advokat, som bar sagen i mål.

I lange perioder førte jeg sagen selv – simpelthen fordi jeg løb tør for penge; til gengæld lærte jeg den familieretlige lovgivning at kende.

Det er utroligt, hvad det kan gøre ved ens krop, når man er i en livskrise – jeg tabte håret, jeg fik skader i ryg og læg, fik psoreasis, jeg tabte mig 21 kg og besvimede ved flere lejligheder…

Det familieretlige system fungerer desværre ikke – og jeg ser så mange ulykkelige skæbner og knuste familier.

Heldigvis endte det hele godt for vores vedkommende. Vi vandt alle sagerne og vores tilværelse kunne genoptages.

Nu er det efterhånden flere år siden, pigerne er blevet så store at Bella starter i 2. Klasse efter sommer og Anna i børnehaveklassen.

Og jeg…

Jeg tuller rundt og forstår på en måde ikke, at jeg alligevel skulle være så heldig at ende her – i dette liv…

Misforstå mig ikke, min tilværelse – ligesom alle andres – byder fortsat på udfordringer, sådan er livet, men det hjælper mig med et perspektiv på de mørke dage, når jeg lytter til lyden af tøsernes latter inde på værelset eller når de helt euforisk kommer løbende med den 36. Tegning♥️

Når jeg tænker på, hvor knusende det var at kæmpe mig igennem den sag den gang, så er det lige som om, at de små knubs man får af livet – ikke er så slemme alligevel❤