Far til to tøser - but what to do?

Busbillet eller mælk

“Basse, jeg er ked af det, men du kan vælge en busbillet – eller mælk?”

Jeg er ked af, at min mor skulle stå med så svære valg – det kan jeg ikke ændre på i dag – men måske kan jeg hjælpe andre familier, så de ikke behøver det – derfor bortgiver jeg en masse af mine og pigernes ting i løbet af ugen.

Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg skulle have haft af hjælp da jeg var lille, for at undgå, at jeg havnede i miljøet – som eftertiden demonstrede med al tydelighed, skulle blive tilfældet.

Svaret er lige så komplekst, som det er simpelt:

“Min mor skulle have haft hjælpen”

Min mor var matriarken i vores lille udsatte og hårdt pressede familie, og den første kvinde jeg elskede.
Hun gjorde ubetinget sit absolut allerbedste for at håndtere alle de voldsomheder, som ramte os, som perler på en snor.

Økonomien var så hårdt presset, at vi gik tur/retur til dagplejen for at spare pengene, så der i stedet var til mælk og morgenmad.

Der var ca. 4-5 km hver vej, og om vinteren var den særlig lang og kold.

Jeg spurgte hende engang, hvorfor vi skulle gå den lange vej, og hvorfor vi ikke bare kørte i en bil – som andre – eller i det mindste tog bussen…

“Jeg er ked af det, vi har ingen bil, Basse, og hvis jeg sender dig med bussen, er der ikke til mælken og morgenmaden i morgen”

Perfekt oversat i øjenhøjde til mig – selvom det idag knuser mit hjerte at tænke på, hvor smertefuldt det måtte være for hende, at fortælle sit barn dette.

Hvad jeg ikke forstod dengang, men som jeg har den dybeste respekt for i dag er, hvor stolt min mor bar sig igennem de økonomiske kriser og aldrig brokkede sig til os børn, og særligt:

At min mor gik den dobbelte tur af ovennævnte rute – hver eneste dag – for hhv. at aflevere og hente mig.

For at der var mælk og morgenmad.

Hun italesatte aldrig den del – hun bar den i stedet med oprejst pande, som kun en kvinde kan.

De ting jeg (og Rikke, som gør det samme) giver væk i løbet af ugen i vores stories på Instagram kan selvfølgelig ikke ændre nogens situation – men vores håb er, at de finder vej til de rigtige familier, for dér – der vil de kunne gøre en forskel.

Kommenter i stories, på de ting som ønskes ♥️

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Far til to tøser - but what to do?