“Hej – jeg har fået min første rokketand”

 

 

“Hej med jer – jeg har fået min rokketand”

“Hej det er min datter Isabella, hun har sin aller første rokketand, og hun er meget glad for den hun har nemlig selv stået og danset, da den faldt ud. Farvel.”

Teksten her er dikteret af Bella, og jeg har blot transskriberet den, præcis som hun (om muligt en anelse inkongruent) formulerende sig – og det vil
nu via. dette opslag være forankret i tid og sted.

Når det så er sagt, er jeg – som den lettere mentalt retarderede far jeg evident er – simpelthen SÅ stolt af hende !

Det er Bellas første tabte mælketand ! Og hun tabte den her sammen med mig !

Jeg går glip af mange ting i pigernes liv, da vi praktiserer en 9/5 ordning med bopælen hos deres mor, hvorfor jeg i sagens natur, kun har dem 5 dage ud af 14 dage…

Som et direkte statistisk samt praktisk derivat heraf, er der desværre tale om en naturlig forfordeling af samværsdage, oplevelser, muligheder for at opdrage og præge sine børn i eget billede osv. – men det er nu en gang vilkårene, hvis man som far bliver skilt fra moren, og der er børn involveret, hvilket bør være et utroligt stærkt incitament for alle vordende forældre – eller blot par – som overvejer at påtage sig forældreskabet vidunderlige byrde:

“I dette tilfælde så er der en overvældende statistisk sandsynlighed for, at man ender som en samværsforælder, med ovenstående betingelser gældende for ens livsførelse minimum frem til børnenes 13 leveår og ellers deres 18 år – uafhængigt af at man f.eks både var bopælsforælder, acede alle test og samtlige børnefaglige undersøgelser, børnesagkyndige undersøgelser, forældrekompetencer og undersøgelser og til sidst vandt sagen – som jeg gjorde.”

Det ændrede intet.

Det gør det stort set aldrig, hvilket er en enorm udfordring i håndteringen af familieretlige sager, når der er tvister omkring børns bopæl samt samvær med forældrene.

Det at jeg vandt sagen burde jf. almindelig logik medføre, at pigerne blev flyttet hjem til mig, da de jo blevet fjernet på skrømt og falske påstande, imod min og deres vilje, og brugt som våben i en forfærdelig skilsmissesag…

Det bliver dog meget sjældent udfaldet af disse ulykkelige sager, selvom man til sidst har fået en 100 procent afklaring ift. sandhedsværdien af de bevæggrunde modparten havde anvendt, for at tilbageholde børnene i mere end 1 1/2 år for samvær med den anden forælder –  i dette tilfælde mig.

Årsagerne er både lette at forklare samtidig med at de er umådelig komplekse at tage højde for:

1. Status quo princippet

2. Krisecentermetoden

 

1. Status quo princippet (Eksemplificeret ved min sag9

Status quo princippet går helt overordnet og noget unuanceret på, at uafhængigt af, som det f.eks var gældende i min sag, at det til sidst viser sig at være falske beskyldninger, fremført strategisk i et (forgæves) forsøg på at vinde sagen – at “status quo” nu engang er, at pigerne har været uden kontakt med mig i næsten 1 1/2 år, hvorfor relationen er bortfaldet til mig, og at  man derfor ikke uden videre kan fastsætte et samvær.

Hvis konfliktniveauet er højt nok (igen uafhængigt af, at det var bopælsforælderen som alene opretholdte dette) vælger dommeren for at beskytte barnet, ikke at fastsætte samvær med samværsforælderen – indtil videre…

Så kort sagt:

Uafhængigt af hvorfor man som forældre står i retten, uafhængigt af at bopælsforælderen bevidst har tilbageholdt børnene fra samvær på falske beskyldning, f.eks om vold som det tager politiet op til 1 år at afklare – hvorfor samværet i mellemtiden er blevet suspenderet  for en sikkerheds skyld, således at relationen bortfalder – så er status quo altså den nuværende situation, og uafhængigt af vejen dertil,  fastsættes der
altså ikke et samvær, da dette er til skade for barnet. På denne måde belønner systemet, og skaber dermed et incitament for at anlægge denne strategi, bopælsforælderen med bopælsadressen.

Det er ulykkeligt, at systemet er indrettet således, men udfordringen er simpelthen, at det er umuligt i tide, at få relevant bevisførelse for de forskellige påstande, og når de endelig er tilvejebragt – er der gået så lang tid, at barnet har udviklet en tilværelse og livsførelse – som det vil være yderligere traumatiserende at ændre på, omend det skulle være for at “rette op på en fejl”… Så derfor vælger man simpelthen i mangel af bedre, at bevare status quo – heraf navnet.

Det er kun i virkeligt alvorlige tilfælde, hvor bopælsforælderen hævet over enhver tvivl, er uden de nødvendige forældrekompetencer og helt tydeligt ikke handler ud fra barnets tarv, samt modarbejder retten, systemet og i mindre grad samværsforælderen, at retten træffer afgørelse om at flytte hhv. bopælen til samværsforælderen og / eller herudover ophæver den fælles forældremyndighed.

Et virkelig situeret pointe til de jurainteresserede er, at de sager i byretten hvor bopælsforælderen bevarer bopælen på barnet, men samværsforælderen får den fulde forældremyndighed, da det under sagen i byretten er blevet evident, at bopælsforælderen ikke evner at sambarbejde – omgøres disse altid i landsretten, således at bopælsforælderen for part i myndigheden eller den fulde myndighed igen.

Hvilket bringer mig til punkt nr. 2 – det sidste jeg vil bruge til at skabe en kontekst hvoraf det fremgår hvorfor rokketanden er så betydningsfuld for mig
og Bella.

2. Krisecentermetoden:

   Dette punkt er umådeligt kontroversielt og yderst sårbart.

I ny og næ er “metoden” oppe at vende i medierne, hvor krisecentrene kategorisk afviser at den eksisterer, og at det udelukkende er  psykisk syge samværsfædre, som uberettiget påstår, at denne metode hhv. eksisterer samt er blevet anvendt imod dem i deres sag.

Jeg kommer fra et hjem, hvor min mor skulle have været på et krisecenter meget tidligt I vores liv, det ville have ændret hele mit liv – og krisecentrene eksisterer fordi der er et uomtvisteligt behov for dem.

Jeg stiller mig som eksponent for krisecentrenes eksistensberettigelse, og bliver jeg en dag kontaktet vedr. muligheden for at blive ambassadør for et krisecenter – siger jeg ja øjeblikkeligt.

Krisecentrene i Danmark løfter en afgørende og umådelig vigtig opgave ift. udsatte kvinder og børn (og mænd) – og jeg tager jf. mit virke i foreningen En Procent Er Nok – Rådgivning kraftig afstand for alle former for vold, og vores mission er at bidrage til at reducere  de forskellige former for social udsathed.

Desværre kan jeg testamentere at krisecentermetoden eksisterer, og den blev brugt på mig i min sag

 

Så derfor er denne – for de fleste af jer måske arbitrære oplevelse – helt fantastisk og unik for mig.

Nu har jeg en unik historie med Bella, nemlig at være en del af fortællingen om tabet af den første mælketand – og jeg er SÅ glad – fuldstændig som hvis jeg havde fået 7,2 mio i funding til #Enprocenternok, fra en af
Danmarks største fonde ♥️

I samarbejdets ånd med pigernes mor, som de
sidste 1 1/2 år, har fungeret fuldstændigt friktionsløst, lader jeg Bella tage sin tand med
hjem til sin mor, således at hun kan opbevare den adækvat samt sørge for at tandfeen foretager det obligatoriske besøg i løbet af natten i morgen.

Pigernes lykke – og deres forsatte eksistens i et velfungerende samarbejde mellem mor og far – vejer dog tungere i mig, end hele den lange ovenstående smøre, og derfor giver jeg afkald på resten af oplevelsen, da det ville forstyrre samarbejdet med mor ellers.

Jeg er selvfølgelig klar over, at det omvendte aldrig var sket – og at man relevant kunne argumentere for, at jeg danser efter deres mors pibe, uden at holde på egen ret og realisere eget legitime behov – men jeg har været nede af den vej ….

Den vej fører intet godt sted hen …

Kun til konflikter og at børnene bliver klemt i disse evindelige og opslidende konflikter – hvilket selvfølgelig ikke er deres behov overhovedet – men et resultat af forældrenes manglende evne til at løse disse konflikter på forhånd.

Så derfor:

Jeg håber, at tandfeen i morgen hos deres mor, opfører sig ligesom tilstedeligt, som den ville have gjort, såfremt den besøgte undersiden af Bellas pude i nat og foretog en transaktion af hhv. mælketand og et mindre økonomisk beløb.

Det er tosset efter de konventionelle standarder, men jeg er bare SÅ pokkers stolt af Bella, og at hun nu har tabt sin første tand ♥️

Tillykke , baby girl 🌟

Det føles, for din efterhånden aldrende far, som om, at næste stop er et kørekort og din egen lejlighed …

Please slow down baby girl – enjoy your childhood – because soon enough you’ll have to face the world and the terrible privelige it will prove to be – to be a live and live a full life in this very world, where you’ll have the power to shape and change it – as you you see fit.

This is an immense burden and a terrible privilege – and you’ll spend you whole life, deciding and reinforcing whatever descission you’ll end up making – just as I have.

Men for nu – du har tabt din første tand, og det er SÅ fantastisk – det skal vi fejre 🌟

I love you, baby girl ♥️

Yours truly

Papa