Du vil aldrig være god nok…

….hvis du befinder dig det forkerte sted.”

Jeg lærte den for første gang, på den hårde måde i psykiatrien, hvor jeg som 14 årig blev diagnosticeret med paranoid skizofreni og anden gang som 28 årig, da jeg skulle bryde med rockermiljøet.

Du ER god nok – det er perspektivet på dig, som den er gal med – det er konteksten hvori du indgår, som er den forkerte – IKKE dig ! DU er god nok !

Da jeg var helt lille, dvs imens jeg gik til psykolog, før de gav op og som 14 årig henviste mig til psykiatrien og den uanede mængde af medicin der findes der, var jeg ikke stærk nok til hverken at sige fra, eller til at holde fast.

 

“Ja okay, hvis de voksne siger det” tænkte jeg, “så er det vel rigtigt.”

Første gang jeg var stærk nok til at sige fra, var da jeg som 14 årig diskuterede med min psykiater, som forsøgte at belære mig om, at det værktøj som jeg forsøgte at reperare problemet med – VAR problemet – nemlig mit sind !

“Mit sind var i stykker. Det var ødelagt for altid – og jo før jeg affandt mig med situationen, des bedre ville det blive for mig.”

“Nej – jeg skal bare regne mønsteret ud, så kan jeg tænke mig ud af det”

“Martin – det er selve kernen i din skizofrene lidelse, din overtænkning og din besættelse af af at finde mønstre, hvor der ingen findes”

“Nej ! Jeg skal bare regne den ud !

Gentog jeg desperat.

Idag er jeg en fuldvoksen mand, og jeg svarer bestemt derefter, hvis folk postulerer, at jeg overtænker en given situation, eller at der “ikke er et mønster”

For jeg lærte jeg lektien….

Jeg regnede nemlig den fuckin skizofreni ud, selvom det skulle tage mig næsten 2 årtier.

JEG var ikke problemet.

MIT sind var ikke problemet.

Perspektivet på mig – var problemet.

Diskursen var problemet.

Psykiaterens forudindtagethed var problemet.

Og lektien blev helt tydelig:

Så hvis du føler dig helt forkert, og har gjort det i længere tid – take a good hard look around – and pack up your shit – it’s time to move on.