Et anonymiseret indblik i et forløb

Resultatet forankres i processen – IKKE i karakteren.

Jeg arbejder kontinuerligt processuelt og uden et specifikt outcome som et end product, da jeg hurtigt forstod i min egen proces til at starte med, at det var et ret ukendt landskab, som jeg færdedes i, og at målet sjældent var så værdifuldt for mig, som rejsen imod det havde været.

Min ukonventionelle baggrund med manglende uddannelse har altid været et for mig utroligt sårbart punkt, og er det på mange måder fortsat.
Jeg vil SÅ gerne have en uddannelse, så jeg kan sige, at jeg er “noget” – og at jeg trods alt blev til noget alligevel.

Alle omkring mig bærer på SÅ flotte uddannelser, og jeg håber, at jeg en dag når dertil.

Imellemtiden betyder ovenstående samtidig, at jeg ikke er trænet i et bestemt paradigme, hvorfor jeg tit bevæger mig “uden for kassen”, da jeg ikke kender de naturlige afgrænsninger for det pågældende område – så jeg følger bevægelsen, hvor end den giver mening, og lærer af det undervejs.

En udfordring jeg stødte på, sammen med Line Lerche Mørck da jeg begyndte min egen exit / subjektiveringsproces, var at blive anerkendt for mine nye kompetencer / positivt interpelleret, når jeg samtidig skulle anonymiseres, hvilket var utroligt svært i praksis, når det pludselig involverede fysiske fremmøder; Det var blandt andet et etisk svært men meget udviklende dilemma for os begge.

Jeg har nogle overordnede rammer, metoder og værktøjer, som jeg anvender i mit arbejde med kandidater, og så har jeg et åbent område, hvori jeg forlader de, ift. mig, relativt konventionelle praksi og tanker, og lader mig uforbeholdent føre ad den vej, som meningsfuldheden trækker ut. samt kandidaten i.

Som det ses her, var det idag at vinterbade sammen med kandidaten, noget som vi fandt for enden af den sti – vi begge opdagede efterhånden – som vi fulgte den ind i det ukendte landskab, som er vedkommendes proces.

Jeg havde pakket alt grejet til det, varm kakao, proteinbar, ingefærshots, håndklæder samt en god portion rygrad – for det var undeløjteme koldt !

“X” som selvfølgelig er anonymiseret, gør det pisse godt, han arbejder hårdt og ærligt med sig selv, og det samme gør hans familie, når vi inddrager dem i de forskellige processer – og jeg er SÅ stolt af dem alle, for det her trækker tænder ud – men de ER så seje og vedholdende.

Shit ain’t easy

Noget af det, som jeg særligt arbejder med “X” på, at metaperspektivet på hans udvikling.

At det ikke alene handler om hans færdige resultat, dvs. når han er i “mål” med sine mål, men OGSÅ om hans proces undervejs, hvor han simultant bliver til.

Og det er SÅ vigtigt !

Jeg har altid fået elendige karakterer i skolen, eleeeendige, særligt på skriftlige opgaver – hvor karakteren gives for the end product, og IKKE for processen undervejs relativt set fra den studerende.

Read that again…

Det perspektiv gælder særligt for mit arbejde med “X” og de andre kandidater.

Yes – vi skal have dem i “mål” / “få en god karakter” , så omverden kan “se det” og forstå dem, ligesom kandidaten identificere sig hermed.

MEN endnu vigtigere er det at bidrage til, at de forstår, at subjektiveringsprocessen pågår IMENS de arbejder med sig selv, og at det går godt og i den rigtige retning, selv når de rammer muren, hvor det føles pisse svært, og de har lyst til at kyle hele lortet ud til højre og stoppe forløbet, fordi frustrationen sparker ind…

Og det gør den før eller siden.

“X” – det her er min anonyme anerkendelse til dig og dit bagland – du er pisse sej – og jeg lærer meget af at følge din rejse.

I næste uge træder du ind i noget for dig helt ukendt, og jeg glæder mig til at vise omverden, hvor flot det er, så du samtidig tror på mig, når jeg siger til dig, at det ER flot, og ikke bare et fladt kompliment i et tarveligt forsøg på at styrke din selvtillid.

You’ll see 🌟

Og til resten – hav en fantastisk weekend 👌