Shit ain’t easy – but it’s necessary

Det er et lille stykke papir – men alligevel føler jeg en for mig lidt atypisk stolthed, når jeg her til aften, sidder herhjemme og kigger på det.

Uddannelse er ikke det aller letteste for mig, og jeg har siden jeg var lille, haft rigtig svært ved at indgå i rammerne for konventionel uddannelse.

På mange måder blev min manglende evne til at indgå relevant i udddannelsesmæssige sammenhænge et element, som kontinuerligt igennem både min barndom og ungdomsliv bidrog til et mindreværkskompleks, som jeg i en tidlig alder udviklede, som resultat af at blive fravalgt af min biologiske far, før jeg overhovedet var født.

Man kan fra mange fine psykologiske vinkler beskrive de mekanismer som pågår, når man filtrerer information som bekræfter negative  basalantagelser omkring sig selv – men jeg tror helt lavpraktisk, at de fleste af os i forskellige grader – kender til at devaluere betydningen af et kompliment givet i den bedste intention:

En af grundende til at jeg er udfordret i at deltage i traditionel undervisning, og alle dage har været det, er at jeg ikke kommer fra en familie hvor nogen er uddannet, og at det er svært for mig at skulle være i det samme rum i så mange timer over så lang en periode.

Men uanset hvor svært det er for mig, så VED jeg, at der unægteligt ER værktøjer dér som jeg skal bruge, hvorfor jeg konsekvent søger at udvikle mig på de områder, hvor jeg kan se der er plads til det.

Jeg har de sidste par år brugt mere og mere af min tid i forskellige bestyrelser, og da jeg lige om lidt kommer til at skulle arbejde tæt sammen med vores egen bestyrelsen i “En Procent Er Nok – Rådgivningscenter” besluttede jeg mig for at tage uddannelsen som bestyrelsesmedlem på Copenhagen Business School – som jeg netop har færdiggjort  !