Breathe in – Breathe out

Hvis du brænder dit lys i begge ender – så brænder du ud.

Jeg sidder ved stuebordet i min lejlighed, og kigger lidt ud på det halvgrå regnvejr,  imens jeg tænker på the day yet to come.

Jeg har kaffen aromatisk dampende ved siden af mig, og Buller som den evigt nysgerrige lille basse, har indtaget sin plads på stolen ved siden af mig – men er som vanligt faldet i søvn med hovedet på armlænet.

Nu danner hans rytmiske vejrtrækning sammen med lyden af køleskabets diskrete summen, rammen omkring nogle tanker, som blev sat igang af en samtale med et familiemedlem her til morgen, som efterfølgende efterlod mig i dyb eftertænksomhed.

Jeg altid har beundret det pågældende familiemedlem for sin evne til at bære og rumme de mange forskellige roller, som vi i stigende grad, efterhånden som vi bevæger os igennem vores liv, er nødt til at tiltræde og herefter adækvat udfylde.

Han er en fremragende far, en kærlig og omsorgsfuld mand over for sin partner, en ansvarsfuld forretningsdrivende, en dedikeret studerende til sin nye profession, et loyalt familiemedlem og over for sine kammerater er han en fantastisk ven, med relationer strækkende helt tilbage til folkeskoletiden.

Og i alle ovenstående roller følger der naturligvis glæde, smil og gode oplevelser med i overflod.

Men der følger også tilsvarende ansvar, forpligtelser og forventninger med – som i de lange perioder kan trække tænder ud, og være fuckin opslidende at bære ansvarsfuldt.

At vedligeholde roller og relationer er et vedvarende og til tider hårdt arbejde.

Jeg kunne mærke i samtalen, at han følte sig stresset, træt, udkørt og udbrændt – og lyttede til hans refleksioner og tanker om – det mon var fordi han manglede vitaminer eller andre mikronæringsstoffer, eller måske var det pga. årstiden – det havde jo trods alt været mørkt i lang tid nu.

“Ja det er alt sammen muligt – ellers er det bare fordi du kører et så fuckin stramt program, hvor du har ydet så meget, i  så lang tid, i så mange arenaer for så mange andre mennesker – at du helt naturligt – er ved at brænde ud”

Det er så let at glemme sig selv, særligt hvis der banker et stort hjerte i en, når man af alle de rigtige årsager, gerne vil gøre alle de rigtige ting – for alle de rigtige mennesker.

Men det er meget simpelt – selvom det kan lyde hårdt:

Hvis du slider dig selv i stykker, ved konsekvent at sætte alle andre først, så ender du med ikke at kunne være noget – for nogen af dem alligevel…

Jeg er helt med på, at man i perioder æder sig selv “for the greater good”, men hvis man over længere tid brænder sit lys i begge ender – så brænder man ud.

And that benefits no one.

Det samme store hjerte som banker for andre, er nødt til tilsvarende at banke for en selv – other wise it won’t add up.