Jeg forsøger, at være den far, jeg voksede op uden.

Nogle gange handler det bare om at stole på processen og følge sit hjerte.

Da jeg trak mig fra rockermiljøet havde jeg ingen anelse om, hvordan min liv skulle se ud på den anden side

Jeg havde brugt hele mit ungdoms- og voksenliv i en verden, som for mange er hermetisk forseglet og uigennemskuelig, men for mit vedkommende, var den eneste jeg havde oplevet blandt andre følelser, tryghed, fællesskab, sammenhold, og særligt følelsen af “at høre til”.

Jeg trak mig ikke af had til grupperingen, men pga kærlighed til mine kommende børn.

Jeg ønskede at være den bedst mulige far og rollemodel for dem, og det gik op for mig, at min rolle og identitet i rockermiljøet måske havde været god nok for mig, da jeg selv voksede op uden andre forbilleder, men at den ALDRIG ville være god nok til mine piger.

Kort sagt:

”En far er sin datters første kærlighed”

Jeg vidste, at den mand de ville se i mig, ville være ham de ville gravitere imod, når de en gang i en alder 35-40 år, skulle til at have deres første kæreste.

Alt hvad jeg var som mand, ville de forbinde med tryghed og genkendelighed, hvordan jeg talte, hvordan jeg behandlede deres mor, vores venner, hvad jeg arbejde med, hvordan jeg talte, hvordan jeg udtrykte mine følelser – ALT ville de ligge mærke til…

Og da jeg først forstod det, trak jeg stikket, og meldte mig ud, med alt hvad jeg vidste, det ville indebære.

Jeg vidste ikke i 2013, hvordan mit liv skulle se ud på den anden side, men jeg vidste, at den livsførelse jeg førte på daværende tidspunkt skulle kraftigt ændres.

Så jeg tog springet – uden at vide – hvor jeg ville lande eller hvordan.

Eftertiden skulle vise, at det ville blive et okay kompliceret forløb forankret i en tilsvarende kompliceret periode i mit liv;

But that’s how it is sometimes. 

Årene gik, jeg holdte kursen, fulgte mit hjerte og målet om at være den bedste mand, jeg kunne være, samt den bedste far, jeg ville kunne udvikle mig til – for jeg vidste INTET om faderskab og endnu mindre om børn.

Jeg havde et minde om at blive fravalgt af en biologisk far, som jeg aldrig lærte at kende, et minde om én stedfar som skød sig med et jagtgevær, imens jeg var sammen med ham, en anden stedfar, som kom i kølvandet på førnævnte – som var et ualmindeligt modbydeligt, brutalt og afstumpet væsen og slutteligt den “far”, som i stort set alle henseender var ham, i vis billede jeg udviklede mig som mand, min forståelse af maskulinitet, værdier, moral og etik…

Sidstnævnte “faderfigur” var den samme mand, som senere blev min præsident, i den klub jeg var en del af hele mit voksenliv.

Jeg elskede ham, som jeg formentligt ville have elsket min biologiske far, hvis jeg havde fået chancen.

Ovenstående billeder og erfaringer var min samlede vidensbank om det at være far – hvilket logisk sluttet – ikke er de aller bedste af slagsen, og uanset hvor ægte jeg oplevede min kærlighed til den far, som jeg fandt i rockermiljøet, så var den fundamentalt dysfunktionel.

“Men nogen gange kan man lære vejen at kende, ved at færdes af de forkerte”

Jeg vidste ihvertfald, hvilken type far, jeg IKKE ville være, så det var på tide at få stykket sammen, hvilken var jeg GERNE ville være.

Jeg arbejder stadig på sagen.

Mine piger, Bella & Anna er nu hhv. 6 og 3 1/2 år gamle, og de er så fantastiske ♥️ 

De er for små til at forstå det, men en dag, kommer jeg til at forklare dem, at DE var årsagen til at jeg brød med miljøet  til at starte med

De var årsagen til at #enprocenternok overhovedet startede indledningsvist.

ALT der fulgte derefter, lige fra forebyggelsen af social udsathed på landsplan, til udviklingen af vores nationale rådgivningscenter til den reaktive indsats inden for bande-rockerområdet (Exitprogrammet 2.0 som jeg her ses i fjernsynet med) – ALT står på et fundament, støbt af den kærlighed jeg følte til dem – allerede inden de overhovedet var født.

Så meget er de værd, så meget fortjener de en far, som vil dem så betingelsesløst.

Jeg håber, at de vil forankre den følelse så dybt i deres selvværd, at de vil vokse op som stærke, kloge, selvstændige, empatiske kvinder – altid vidende om deres værdi, uden at kigge ned på andre – således at de har de bedste forudsætninger i deres tilværelse, for at skabe den forandring i verden, som de ønsker at se.

Selvom man som barn vokser op med en følelse af, at man ingen værdi har – betyder det ikke, at man er værdiløs – det fortæller noget om miljøet omkring sig, ikke noget om én selv.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan man bryder reproduktionen af den negative sociale arv – men jeg kan sige – at selvom man vokser op uden positive mandlige forbilleder og med en manglende følelse af værdi, betyder det ikke, at man ikke selv er værdifuld for sine egne børn…

Børn vil altid elske deres forældre, og det at være far er et sandt privilegium, så for mig handlede det om, at sætte standarden for mig selv – så højt som overhovedet muligt…