Når Skizofrenien slår igen
Paranoid Skizofreni minder om mørket og bevæger sig som havet.
Jeg er vant til at passe på min familie, og det i et omfang således at det flere gange har trukket overskrifter i medierne, både imens jeg var i rockermiljøet – og efter jeg forlod det.
Jeg er vant til, at gå lige så langt det kræver – for at passe på dem jeg holder af – og i 2016 & 2017 sad jeg hver onsdag og lørdag på Roskilde station, og ventede på min ældste datter, fordi jeg havde lovet hende at hente hende der.
Det skulle tage mig næsten 2 1/2 år – men kampen blev kæmpet – og sagen blev til sidst vundet.
På den måde bærer vi alle vores kors – vi rummer alle fortidens skygger og dæmoner – og vi har alle vores kampe at kæmpe.
Som 14 årig blev jeg diagnosticeret med paranoid Skizofreni, og jeg var derefter i perioder af skiftende varighed i medikamentel behandling frem til mit 33. leveår.
At få diagnosen Skizofreni som 14 årig, blev samtidig startskudet til min egen private kamp imod den progressivt invaliderende psykiske sygdom, som vi alle har læst så mange skrækhistorier om, og kampen skulle tage mig de næste 19 år af mit liv.
Men den blev vundet.
Som 33 årig kunne jeg derfor for sidste gang gå ned i distriktpsykiatrien, hente den lille diskrete hvide og let knirkende pose, som indeholdte de sædvanlige 7 x 1200 mg Quetiapin – et antipsykotisk præparat som bruges til at behandle bl.a de 4 former af Skizofreni – svarende til en uges forbrug.
Fra jeg var 22 til 28 blev jeg 3 gange i længere perioder tvangsindlagt på lukkede retspsykiatriske afdelinger og mentalundersøgt.
Hver gang var dommen den samme:
Paranoid Skizofreni
Jeg brugte således de sidste 10 år af min behandlingshistorie idømt psykiatriske behandlingsdomme jf. straffelovens 68a stk. 2 – som er en behandlingsdom uden længstetid – og hvor systemet til hver en tid kan tvangsindlægge og beholde en, så længe som de vurderer nødvendigt.
Men hvad betød Skizofrenien for mig ?
Jeg husker, at en af mine første psykiatere gjorde det klart for mig, at jeg aldrig ville blive rask igen, og jo før jeg affandt mig med dette faktum – desto bedre ville det være for mig:
“Intet håb er bedre end falsk håb, Martin”
Dekrerede han for mig en dag under en af vores ugentlige møder.
Jeg udfordrede ham på det postulat, for jeg var sikker på, at hvis jeg blot kunne regne Skizofrenien ud, så ville jeg også kunne arbejde mig ud af den…
“Dit sind er dit problem, du kan ikke stole på det, så du kan ikke bruge det som et værktøj til at løse det her problem”
Udmelding var knusende nedslående…
Jeg sad med en klump i halsen, en sten i maven, en følelse af at skulle kaste op og min krop føltes uendelig tung i den ellers bløde sofa, som om at jeg aldrig ville kunne rejse mig igen.
Den gang tænkte jeg, at selv hvis han havde ret – så FØLTES falskt håb i hvertfald bedre end intet håb – det var helt sikkert
Jeg har siden levet et på mange områder ret “begivenhedsrigt” liv, og som resultat heraf stået i mange kampe.
Næst efter kampen for mine døtre – har kampen imod Skizofrenien været den ubetinget mest brutale, opslidende og forfærdelige af dem alle.
Jeg ville aldrig ønske den oplevelse for nogen…
At miste råderetten over sit sind, at mærke det smuldre igennem fingrene som sand, er forfærdeligt på en måde, som for mig, er næsten umulig at oversætte til folk, som ikke har oplevet det.
Du forstår det ikke, før du selv står i det.
At være vidne til at normalitetens maske langsomt slå revner og mærke hvordan sindsygen roligt – men farligt som det stigende tidevand – trænger ind i alle sprækker og åbninger og æder ens sind….
Piece by piece.
Imens man mærker hvordan man synker længere og længere ned i det mørke – som nu har overtaget ens verden – og alt lys forsvinder…
At kæmpe mig ud af Skizofrenien har været noget af det hårdeste i mit liv, hvorfor det personligt for mig, også tæller som en af mine største sejre.
Jeg vandt over Skizofrenien – og psykiateren fra mine barndomsår tog altså fejl.
Og dog…
Hvis nogen stadig læser dette efterhånden lange indlæg – så husker i måske også – at jeg i starten af det, nævnte at kampen imod Skizofrenien, var min private kamp ?
Jeg tog fejl.
I sidste uge blev min lillesøster efter et længere udredningsforløb diagnosticeret med …
Paranoid Skizofreni
Hun fortalte mig det indover vores mors spisebord, imens min datter løb rundt og legede med sit nye legetøj.
Den nu 20 årige gamle følelse af skulle kaste op – vendte tilbage – og jeg følte igen det velkendte mørket trænge sig omklamrende på, men denne gang var det ikke kommet for at tage mig…
Det var kommet for at tage min lillesøster.
Min søster går nu sit livs kamp i møde – og jeg kan hverken passe på hende i den, eller kæmpe den for hende.
Jeg kan gå ved siden af hende, imens hun som så mange andre, forsøger at holde stand og gå distancen imod en modstander, som forsøger at tage alt – men i sidste ende er kampen hendes.
Der er ingen værre følelse, end at være ude af stand til at passe på dem, man holder mest af.
Hej Martin.
Tak fordi du deler dine tanker.
Det giver mod på livet, og en stærkere tro på at jeg bliver helt medicinfri i den nærmeste fremtid. Jeg har ikke levet et lige så råt liv som dit, men kan relatere til noget af det. Specielt dine følelser og sygdomssymptomer omkring skizofreni diagnosen er slående lige, med dem jeg har måtte kæmpe med i mange år.
Min dæmon har endelig forladt mig. Kommer den tilbage? Nej, det har jeg bestemt mig for, den ikke må! Jeg vil også frem i livet!
Jeg ved at tak, er et fattigt ord, men TAK Martin!