Breathe in - Breathe out

Når Skizofrenien slår igen

Paranoid Skizofreni minder om mørket og bevæger sig som havet.

Jeg er vant til at passe på min familie, og det i et omfang således at det flere gange har trukket overskrifter i medierne, både imens jeg var i rockermiljøet – og efter jeg forlod det.  

Jeg er vant til, at gå lige så langt det kræver – for at passe på dem jeg holder af – og i 2016 & 2017 sad jeg hver onsdag og lørdag på Roskilde station, og ventede på min ældste datter, fordi jeg havde lovet hende at hente hende der. 

Det skulle tage mig næsten 2 1/2 år – men kampen blev kæmpet – og sagen blev til sidst vundet. 

På den måde bærer vi alle vores kors – vi rummer alle fortidens skygger og dæmoner – og vi har alle vores kampe at kæmpe.

Som 14 årig blev jeg diagnosticeret med paranoid Skizofreni, og jeg var derefter i perioder af skiftende varighed i medikamentel behandling frem til mit 33. leveår. 

At få diagnosen Skizofreni som 14 årig, blev samtidig startskudet til min egen private kamp imod den progressivt invaliderende psykiske sygdom, som vi alle har læst så mange skrækhistorier om, og kampen skulle tage mig de næste 19 år af mit liv. 

Men den blev vundet.

Som 33 årig kunne jeg derfor for sidste gang gå ned i distriktpsykiatrien, hente den lille diskrete hvide og let knirkende pose, som indeholdte de sædvanlige  7 x 1200 mg  Quetiapin – et antipsykotisk præparat som bruges til at behandle bl.a de 4 former af Skizofreni – svarende til en uges forbrug.

Fra jeg var 22 til 28 blev jeg 3 gange i længere perioder tvangsindlagt på lukkede retspsykiatriske afdelinger og mentalundersøgt. 

Hver gang var dommen den samme:

Paranoid Skizofreni 

Jeg brugte således de sidste 10 år af min behandlingshistorie idømt psykiatriske behandlingsdomme jf. straffelovens 68a stk. 2 – som er en behandlingsdom uden længstetid – og hvor systemet til hver en tid kan tvangsindlægge og beholde en, så længe som de vurderer nødvendigt.

Men hvad betød Skizofrenien for mig ?

Jeg husker, at en af mine første psykiatere gjorde det klart for mig, at jeg aldrig ville blive rask igen, og jo før jeg affandt mig med dette faktum – desto bedre ville det være for mig: 

“Intet håb er bedre end falsk håb, Martin” 

Dekrerede han for mig en dag under en af vores ugentlige møder.

Jeg udfordrede ham på det postulat, for jeg var sikker på, at hvis jeg blot kunne regne Skizofrenien ud, så ville jeg også kunne arbejde mig ud af den…

“Dit sind er dit problem, du kan ikke stole på det, så du kan ikke bruge det som et værktøj til at løse det her problem”

Udmelding var knusende nedslående…

Jeg sad med en klump i halsen, en sten i maven, en følelse af at skulle kaste op og min krop føltes uendelig tung i den ellers bløde sofa, som om at jeg aldrig ville kunne rejse mig igen.

Den gang tænkte jeg, at selv hvis han havde ret – så FØLTES falskt håb i hvertfald bedre end intet håb – det var helt sikkert

Jeg har siden levet et på mange områder ret “begivenhedsrigt” liv, og som resultat heraf stået i mange kampe. 

Næst efter kampen for mine døtre – har kampen imod Skizofrenien været den ubetinget mest brutale, opslidende og forfærdelige af dem alle. 

Jeg ville aldrig ønske den oplevelse for nogen…

At miste råderetten over sit sind, at mærke det smuldre igennem fingrene som sand, er forfærdeligt på en måde, som for mig, er  næsten umulig at oversætte til folk, som ikke har oplevet det. 

Du forstår det ikke, før du selv står i det. 

At være vidne til at normalitetens maske langsomt slå revner og mærke hvordan sindsygen roligt – men farligt som det stigende tidevand – trænger ind i alle sprækker og åbninger og æder ens sind….

Piece by piece.

Imens man mærker hvordan man synker længere og længere ned i det mørke – som nu har overtaget ens verden – og alt lys forsvinder…

At kæmpe mig ud af Skizofrenien har været noget af det hårdeste i mit liv, hvorfor det personligt for mig, også tæller som en af mine største sejre. 

Jeg vandt over Skizofrenien – og psykiateren fra mine barndomsår tog altså fejl.

Og dog…

Hvis nogen stadig læser dette efterhånden lange indlæg – så husker i måske også – at jeg i starten af det, nævnte at kampen imod Skizofrenien, var min private kamp ?

Jeg tog fejl.

I sidste uge blev min lillesøster efter et længere udredningsforløb diagnosticeret med …

Paranoid Skizofreni

Hun fortalte mig det indover vores mors spisebord, imens min datter løb rundt og legede med sit nye legetøj.

Den nu 20 årige gamle følelse af skulle kaste op – vendte tilbage – og jeg følte igen det velkendte mørket trænge sig omklamrende på, men denne gang var det ikke kommet for at tage mig…

Det var kommet for at tage min lillesøster.

Min søster går nu sit livs kamp i møde – og  jeg kan hverken passe på hende i den, eller kæmpe den for hende.

Jeg kan gå ved siden af hende, imens hun som så mange andre, forsøger at holde stand og gå distancen imod en modstander, som forsøger at tage alt – men i sidste ende er kampen hendes. 

Der er ingen værre følelse, end at være ude af stand til at passe på dem, man holder  mest af. 

14 kommentarer

  • Mathias

    Hej Martin.

    Tak fordi du deler dine tanker.
    Det giver mod på livet, og en stærkere tro på at jeg bliver helt medicinfri i den nærmeste fremtid. Jeg har ikke levet et lige så råt liv som dit, men kan relatere til noget af det. Specielt dine følelser og sygdomssymptomer omkring skizofreni diagnosen er slående lige, med dem jeg har måtte kæmpe med i mange år.

    Min dæmon har endelig forladt mig. Kommer den tilbage? Nej, det har jeg bestemt mig for, den ikke må! Jeg vil også frem i livet!

    Jeg ved at tak, er et fattigt ord, men TAK Martin!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Hej Mathias og tak for din besked.

      Jeg er glad for at du kan finde mening, motivation og inspiration i min historie.

      Man siger at “Godt begyndt er halvvejs afsluttet” – og du lader til at være godt varm, hvilket er rigtig fedt 👌

      Personligt måtte jeg ned at vende en held del gange igennem mit eget forløb, og det er en del af det, lidt frem og lidt tilbage, lidt op og lidt ned – og det er særligt på de hårde nedture / tilbagefald, hvor man får nogle grove hudafskrabninger, at man samtidig får erfaringen, indsigten og forståelsen, som med tiden ruster én til at arbejde sig “fri”.

      Bare bliv ved med at klø på Mathias.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Jeg fik diagnosen Paranoid skizofreni i en alder af 34. Jeg havde da efter hvad jeg erindrer hørt stemmer i ca 11 år. Der var ikke nogen der havde fortalt mig at det at høre stemmer var sygeligt, så da jeg fik diagnosen var det på en måde en lettelse. Det hele startede med stemmer i ca 1991. I apr 2000 går jeg ned med et nervesammenbrud hvor min daværende kæreste og kommende mand måtte hjælpe mig med alt. Og 2 1/2 år senere ryger min depression ned igen og da der ikke var en psykiater i lokalpsyk så så min læge ikke anden mulighed end at henvise mig til Augustenborg sygehus. Og med den åbne mulighed for at de kunne bestemme om de ville indlægge mig eller tage mig ambulant. De valgte at indlægge mig. Lægen på afdelingen ville så en gang for alke finde ud af hvad jeg fejlede. Seks dage efter indlæggelsen fik jeg så diagnosen. Jeg lavede en test og ud fra den kunne de så stille diagnosen. Jeg husker tydelig da lægen kom ind og spurgte mig om jeg hørte stemmer og jeg som det mest naturlige sagde sagde ja. Der var aldrig nogen der havde spurgt om jeg hørte stemmer så jeg troede det var normalt. Så da jeg fik diagnosen skete der pludselig meget med medicin og læring af at leve med stemmer.
    Jeg syntes det er fedt med din historie tabuet skal brydes og folk skal lære at vi også er mennesker
    Det skal så lige indskydes fra 2002 til 2012 havde jeg ca 23 indlæggelser korte som lange men har nu ikke været indlagt siden 2012 og er meget stabil med ingen stemmer og syner de sidste to år.
    Knus Bettina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Hej Bettina og wauw 👏

      Først og fremmest – fedt at du har været ovenpå siden ‘12 og uden indlæggelser – det er jeg glad for at høre 👌

      23 indlæggelser – det er alligevel også en del – men om ikke andet, så har du fået mødt en masse mennesker de forskellige steder 🙂

      Jeg har hørt den før – og det var faktisk præcis det min søster sagde til mig, da vi talte om de positive hallucinationer hun oplevede på synsapperatet, da jeg spurgte, hvorfor hun aldrig havde nævnt dem for mig…

      “Jamen storebror, jeg vidste ikke at det var unormalt”

      Det kan være svært for folk uden for psykiatrien at forstå, at man kan gå med symptomer i mange år, uden at vide, at de ikke hører til.

      Ps – total fedt du deler din historie 👌

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Smukt skrevet og helt uvurderligt vigtigt budskab. En historie der SKAL og må fortælles. Min søster blev diagnosticeret i 1993. Hun er idag verdens bedste søster og moster til mine børn. Men det har været en kamp at få den rigtige hjælp. Jeg elsker min kloge søde søster højere end noget andet og ville ønske at der ville have været mere hjælp at hente dengang hun fik sin diagnose. I min optik behandler man idag paranoid skizofreni, som om der kun var en “sygdomsform” og en “behandling”. Svarende til at vi stadig behandlede lungekræft på samme måde som vi behandler leukæmi. Det er håbløst forældet. TAK fordi du deler din historie.
    Mvh. Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Hej Sofie og tak for du deler din og din søsters historie.

      Der er lang imellem de gode historier, hvorfor det også er så vigtigt, at de bliver fortalt – således at andre som står i mørket – kan bliver motiveret og inspireret til at fortsætte med at kæmpe…

      Det er væsentligt lettere at forsøge sig med noget, hvis man ved andre med succes, har gjort det før.

      Er din søster i medikamentel behandling og er hun “symptomfri” nu ? Det er helt okay, hvis ikke du har lyst til at svare.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er igang med at skrive bogen “mig en mor” om at være mor til en søn der har diagnosen panoid skitzofreni – det gør mig hvordan du fortæller om sygdommen. Mest af alt at det er muligt at blive helbredt. Vi har et mærkeligt system i Danmark som fratager et hvert mennesket mulighed for at være sund og hel. Jeg følger dig Martin. Tak for din stemme som hjælper så mange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Den bog vil jeg se frem til at læse – hvor langt er du i processen med den ?

      Det er også det jeg ønsker, ved at stå frem med den del af min historie, at vise at der er en vej ud af mørket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette Basse Rotbøll Nielsen

    Så flot skrevet og kan nikke genkendende til det du har skrevet er født med skizofreni men fandt først ud a det i 2009 at jeg er paranoid skizofren og 1,5 år efter fik jeg konstateret ADHDog kæmper en kamp for at holde sygedommene nede da medicin mod skizo ikk virker… i starter var jeg en omvandrende bombe og temmelig utilregnelig men i dag har jeg erfaret jeg må ikk drikke for så kan jeg ikk styre min ondeste stemme nemlig nr 15… jeg har mistet mange venner siden 2009 men erfaret det ikk var venner… Håber din lillesøster får kæmpet så meget a kampen at hun er den som bestemmer og ikk stemmerne… Tak for et flot indlæg læser sjældent andres indlæg ang skizo men noget i mig sagde jeg sku læse din og det er hermed gjort…. Og ja det er en lorte sygedom ønsker den ikk engang for min værste fjende… igen flot skrevet og fedt at læse dit indblik Martin tager hatten a for dig og håber inderligt alt det bedste til dig og din familie🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Jeg er glad for du synes om indlægget – og tak for de rosende ord.

      Jeg kan sagtens huske hvor svært det var, når man skulle bevæge sige igennem de forskellige præparater, og samtidig justeres i dosis – for at finde ud af, hvordan hvilke af dem virkede.

      Særligt under indlæggelserne hvor dosis blev kørt godt op “for en sikkerheds skyld”, så tog det lang tid at “finde sig selv igen”.

      Jeg er glad for at høre, at du ikke drikker – min dyrtkøbte erfaring den gang var nemlig også, at skønt druk og narko kunne have en lindrende effekt, eller kunne gøre dagene lidt mere tålelige, så var det altid midlertidigt – og når man efterfølgende skulle afregne ift Skizofrenien, så var regningen blevet rigtig dyr.

      Jeg håber det aller bedste for dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maibritt

    Der blev mit hjerte rørt. Tak for mod og ærlighed.
    Netop erkendelsen af “at måtte gå ved siden af”de mennesker vi elsker, se de kæmper, og stille os til rådighed men ikke tro vi kan kæmpe for dem. Uden at følelsen af magtesløshed forovertaget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Tak for ordene 🙏

      Det var grænseoverskridende at skulle åbne op for den del at min baggrund, men tanken med denne blog var netop, at jeg ville åbne op til de ting som rørte sig i mit liv – på godt og ondt.

      Nogle gange kan man ikke andet – end at gå ved siden af, og så være den klippe, som der måske kan blive brug for på et tidspunkt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Stærkt skrevet. Jeg får lyst til at læse og vide mere om hvordan du vandt kampen. Er selv skizoaffektiv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Exit Martin

      Tak 🙏

      Det kan også godt være, at jeg tager hul på den del af på et tidspunkt.

      Indtil nu har jeg ikke talt så meget om min psykiatriske baggrund – men “med tid kommer råd” som man siger 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Breathe in - Breathe out